har frimærke på, og har været afsendt. Resten er kort, der aldrig kom i hænderne på postvæsenet i hverken Dansk Vestindien eller i Danmark. Det er egentlig også ligegyldigt i denne sammenhæng, hvor det interessante er et øjebliksbillede af, hvad det var, Danmark solgte i danmarkshistoriens største ejendomshandel. Sælgeren var den danske stat. Forskellige farverige ejendomsmæglere var inde over. Og antallet af potentielle købere var begrænset. Tager man de positive briller på, var der i sandhed tale om et liebhavertilbud. Vælger man en mere pessimistisk tilgang – nogen vil tilmed kalde det en realistisk tilgang – så var der måske snare tale om et håndværkertilbud. Det tog da også en rum til før en handel var på plads og den danske stat kunne hamre et “Solgt”-skilt i den danskvestindiske muld.