mandens fantasi på afveje, og på den anden side slangekvinden Miss Wanda, der lokker med kødeligt fordærv. Eller som den fatale „Dronningen i Thule“, der fryser alt begær. Ingen af disse typer kan længere forløse digteren. Først med „Imperia“ – i digtsamlingens højdepunkt – finder han selve jordmassens dronning, der kan tænde hans kraft og ånd. I dette digt identificerer og stedfæster Claussen det kvindelige i naturen og geologien som en stor, formende livskraft, der, hvis den befrugtes, bliver skabende og udviklende. Tidens vitalistiske forestillinger hos Driesch, von Hartmann og Bergson om en dynamisk élan vital inkarneres i den kvindelige urtype i bjergenes skød. Hun kan befrugtes af digteren, og hun bliver det i udmejslede strofer af spændt energi: Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning, urstærk som Kulden, der blunder i Bjergenes Skød, mørk og ubøjelig – ofte jeg drømmer mig død. (…) Ingen kan vække mig uden min Elsker, Ilden, min Herre, til hvem jeg er givet i Vold, saa at jeg røres til Afrundens dybeste Fold. (…) Kom til mit Hjerte, der aldrig har frygtet. Døren er opladt. Jeg venter ubændig min Elsker. Stort er hans Kød. Og vor Lykke skal blive berygtet. (Dansk Litteraturs Historie)