Gennem scener fra hverdagen synliggør teksten, hvordan spørgsmål, blikke og høflighed kan fungere som regulerende kræfter, og hvordan identitet gradvist formes af mikrohandlinger, der sjældent erkendes som magt.

Bogen forbinder sociologisk analyse med psykologisk erfaring og viser, hvordan udmattelse, tilpasning og modstand opstår som reaktioner på et system, der læser nogle kroppe som afvigende.

Det er en fortælling om strukturens stille arbejde og om menneskets insisteren på at bevare sin helhed i et rum, der ofte forsøger at reducere den.

Jeg fik at vide, at jeg talte godt dansk, men udtalelsen bar præg af overraskelse, som om min tunge havde bestået en eksamen, jeg ikke var blevet informeret om. Når jeg oplyste, at jeg var født her, blev det mødt med et ”nå”, der fungerede som en subtil mistænkeliggørelse. Det var en ros, der samtidig afslørede tvivl om min legitimitet, og som placerede mig i et sprogligt hierarki, hvor majoritetens dansk udgjorde normen.

Min barndom blev gradvist omdannet til et eksotiseret curriculum vitae. Spørgsmålet om hjemland blev stillet med en forventning om et entydigt svar, selvom min virkelighed var dobbelt. Danmark var mit hjemland i kraft af fødsel, skolegang og hverdagsliv.

Ramadan Abdullah er vokset op på Amager i 80’erne og lærte tidligt, hvordan navn, accent og blik former en samtale. Hans arbejdsliv har bragt ham tæt på mennesker i brudfladerne af livet, og hans skrivning forener analyse og vidnesbyrd i et landskab af forventninger og strukturer.