Hun sank sammen med et forpint udtryk, førte hånden op til en tynd kæde, hun havde om halsen, og med et stille: ”Det er ikke ovre” fadede hun bort. Jeg stod tilbage, rystede over det hele og mærkede blodet løbe ned ad mit ansigt. ”Hvem er du?” lød det pludseligt et stykke derfra. En tilsyneladende beruset præst sad usikkert på ryggen af en gammel hest og pegede på mig med en rystende finger. ”Jeg er fanden selv, og nu tager jeg dig!” Jeg kunne ikke lade være og gik mod ham som en zombie i en dårlig film. Lige inden jeg nåede den gule plet, havde han fundet sit krucifiks frem og skreg i angst: ”Vig bort, Satan!” hvorefter han skvattede af hesten og ned i den vandfyldte grøft. Så trådte jeg ind i portalen og hvirvlede ind i mørket.