Mange dage havde afløst mange nætter. Sådan gik tiden stille og velbehageligt i Dörunin. De tre tudsegamle urmødre havde knap bemærket hvor mange dage, der var gået, siden de slog sig ned under Asks skyggefulde grene og svalende grønne løv. Ingen af dagene gjorde forsøg på at skille sig nævneværdigt ud fra den forrige. Så intet brød denne stabile forudsigelige fastlagte rutine i Dörunin. Men en herlig morgen, hvor natten havde været lige så lang, som den kommende dag skulle blive, skete der noget, der næsten slog benene væk under Vis’nada, Blom’randi og Vona. Begivenheden trak dønninger med sig langt ind i fremtiden. Denne dag havde gjort sig så eftertrykkeligt umage for at skille sig ud fra de andre dage.