følelser over for Frankrig. Det bliver en historie om hele registret af passioner fra kærlighed til had, om alle nuancerne mellem snobberi og skepsis, og om alt fra dyrkelse af streng klassicisme til betingelsesløs beundring for franskmændenes sanselige livskraft. Hvis man helt generelt ser på danskernes holdning til Frankrig, dvs. ikke kun dem der vælger at studere sproget, er der tre hovedveje til den frankofile danskers beundring for Frankrig: Den sensuelle, som fremhæver franskmændenes talent for nydelse og livslyst; den intellektuelle, som især er betaget af oplysningstidens klare fornuft; og den politisk motiverede frankofili, som træffes i både konservative og revolutionærevarianter.”