Conrad stillede sine knap to meter helt hen til døren, og i det øjeblik, den gik op med et ”Jeg skal den ond…”, stak han sit rødhårede hoved helt ned i den ophidsede herres ansigt. ”Hvad skal du, bette mand, ud over passe dit arbejde og skaffe os et par værelser og noget varme i kroppen?” Al gassen gik af ham, og han lignede pludselig et sindbillede på begrebet ”Lebensmüde”!

 ”Kom ind – sidste mand lukker døren og drejer nøglen to gange med uret!”

”Jeg vil gerne have to værelser, og så vil vi gerne vækkes klokken 7 og have morgenmad klokken 7.30!” 

”Og jeg vil gerne have løn til den første, det kommer nok heller ikke til at ske.” Jeg blev så paf, at jeg ikke have et svar parat på stående fod. Stod bare og så på ham. Conrad tappede mig på skulderen og sagde: ”Det er din tur til at sige noget smart eller gå din vej, man kan ikke bare stå og stirre – det er pinligt!”