Den 8. september 1949 besluttede en flok tidligere kz-fanger at stifte Sammenslutningen af Erhvervshæmmede fra Frihedskampen. De havde pådraget sig forskellige sygdomme, bl.a. tuberkulose, under opholdet i kz-lejrene. Sygdomme, der begrænsede deres muligheder for at genoptage et normalt liv efter krigens slutning. Der var i 1945 vedtaget en erstatningslov, som skulle danne grundlag for den invaliditetserstatning, der viste sig nødvendig for de mange mennesker, der som følge af deres engagement i modstandskampen havde fået ar på sjæl og krop. Administration af loven blev underlagt Direktoratet for Ulykkesforsikring, men det var en vanskelig opgave, fordi man ikke havde erfaringer at bygge på ved vurdering af f.eks. invaliditetsgrader. Ligeledes var det ofte vanskeligt for bl.a. de hjemvendte kz-fanger at erkende, at de havde pådraget sig sygdomme omfattet af det, der senere blev anerkendt som kz-syndrom. Der var derfor mange opgaver for den nye forening – både i forhandlinger med myndighederne omkring lovens indhold og justeringer, og ikke mindst i forhold til at hjælpe de mange syge kammerater, der ofte ikke selv forstod deres tilstand. Foreningen og dens stiftere gjorde en forskel, og det er det arbejde, denne bog fortæller om, 70 år efter starten.