De glemte guders landaf Casper Skern

Den eneste der kan redde byen Eridu i oldtidsriget Sumer fra undergang, er den elleveårige Malou fra Vesterbro i København. En nat bliver hun opsøgt af en gådefuld dreng i en drøm, og kort efter dukker han op som ny dreng i hendes klasse. Og da Malou falder ned fra altanen på femte sal, bliver hun ikke som ventet slået ihjel, men bragt 5000 år tilbage i tiden. Her pålægger guden Enki hende at drage til sagnriget Dilmun for at søge hjælp til at redde Eridu. Drengen fra hendes drøm viser sig at være Enkis tempeltjener, og sammen drager de to ud på en eventyrlig rejse for at finde Dilmun. Men opgaven synes umulig, for ingen ved hvor det ligger, og på vejen må de kæmpe mod den brændende ørkensol, forræderi, slavejægere og ikke mindst den morderiske søndenvind. De glemte guders land er den perfekte bog til børn og unge fra ca. 10 år med smag for fantasy og eventyr Bogens 31. kapitel Den irakiske ørken strækker sig til alle sider omkring os. Igen i dag skinner solen fra en skyfri himmel, men alligevel er det som om vi er omsluttet af en tåge der gør luften uklar og mat. Det er det gule ørkensand som altid er i luften, og som altid kan smages i munden. Det trænger ind i vores huse og lægger sig som et tyndt lag film på gulve, borde og i sengene. Hvor er det underligt at tænke på at lige her på dette sted, hvor ørkenen i dag strækker sig fra horisont til horisont, her lå for tusindvis af år siden en mægtig by midt i et frodigt landskab af floder og marker. Når jeg lukker øjnene, kan jeg se det for mig. Flokke af børn og voksne i de smalle gader. Jeg kan igen høre lyden af deres særprægede sprog. Jeg står der i varmen og fortaber mig i mine egne tanker. Omkring mig er de irakiske hjælpere i fuld gang med at forberede dagens udgravninger. Værktøj og tæpper bliver båret rundt på pladsen af travle arkæologer med hvide arabiske klædedragter der skjuler kvindernes lyse hår. I dag er dagen, tænker jeg. I dag når vi bunden af brønden. Mine kolleger har svært ved at forstå hvorfor jeg presser på for at grave så dybt i netop den brønd. Men de kan jo heller ikke vide hvad jeg håber at finde der. Hvad jeg ved jeg vil finde! Et øjeblik bliver jeg igen grebet af tvivl. Er dette virkelig det rette sted? Her ser så anderledes ud. Men jo, det er her. Det er jeg sikker på. Under de mange lag fra senere bebyggelser har jeg set et omrids af huse og veje som jeg aldrig kan glemme – et lille kort som for altid har indprentet sig i min hukommelse. Derovre, en lille hytte. Og der, et større hus med to etager. Derovre, muren hvor de handlende sad om aftenen efter dagens arbejde i marken. Og der, midt på pladsen, præcis hvor jeg forventede det, har vi fundet og udgravet den lille brønd. Jo, i dag er dagen hvor jeg finder ud af, om tidens tand har skånet de lertavler som jeg ikke et øjeblik tvivler på er blevet sænket herned. »Hej, Malou. Står du nu igen der og dovner mens vi andre arbejder?« lyder en stemme bag mig. Det er Christian der river mig ud af mine tanker. Han mener det i spøg, det ved jeg godt. Ingen har arbejdet lige så hårdt på denne udgravning som mig. Christian er den anden dansker hernede. Han er lektor ved Københavns Universitet og leder af denne ekspedition som er den første europæiske udgravning i Irak i en menneskealder. Lige siden jeg startede på universitetet for fire år siden, har jeg arbejdet på at arrangere udgravningen, men det er Christian der har fundet pengene. Uden hans interesse for Sumer og Eridu havde vi ikke været her i dag. Jeg smiler til ham. Christian er egentlig meget sød. Men hans utrættelige beundring for mig kan være anstrengende i længden. »Jeg faldt bare i staver et øjeblik. Det er jo en stor dag for mig i dag. Det ved du nok,« svarer jeg. Han giver mig et venligt klap på skulderen. »Din teori om at sumererne kastede deres gamle keramik og lertavler ned i deres udtjente brønde, er god nok,« svarer han. »Parallellen til tempelfundene er klar. Der er ingen der vil bebrejde dig noget, hvis vi ikke finder noget her.« Ak ja. Christian tror at jeg er bange for at vi ikke finder noget. At jeg har presset på for udgravningen af brønden uden grund. Han skulle bare vide at jeg ganske sikkert ved at vi finder noget, og at min tavshed skyldes nervøsitet for hvad der står skrevet på de lertavler der ligger på brøndens bund. En time senere er alt klar til dagens arbejde. Christian og jeg står på bunden af det hul vi har gravet gennem de sidste mange uger. Et hul der er gravet ud med teskeer og små bitte koste på størrelse med en tandbørste. De to tyske arkæologer, Kirsten og Angela, er her også. Endnu en gang bemærker jeg de forelskede blikke som Kirsten så tit sender Christian. Blikke som han aldrig bemærker eller gengælder. Desværre fordi hans blå øjne for det meste hviler på mig. Ak, Christian, tænker jeg. Mit hjerte er hos en anden. En kær ven som jeg kun har kendt da han var dreng, men som dog har fyldt mine tanker det meste af mit voksne liv. Måske finder jeg det i dag. Finder det der skal til for at jeg endelig kan give slip på Adapa. Ved vores fødder er der en lille forhøjning af hård, mørk jord. Et tegn på at der her findes en oldgammel lertavle som dem sumererne har efterladt os så mange af. Vi skiftes til at børste og skrabe på den lille tavle. Snart vil den være helt blottet, og endnu en skrifttavle vil være føjet til vores samling. Det tror de tre andre i hvert fald. Jeg, derimod, forventer noget andet. Hjertet sidder helt oppe i halsen på mig, og sveden driver ned over mit ansigt. Selvom varmen er voldsom i dag, tror jeg ikke det er derfor. Endelig er tavlen fri af jorden og kan vendes om. Den lille lertavle ser ud præcis som i mine minder. Jeg tager forsigtigt fat om tavlen og vipper den rundt så forsiden ser dagens lys for første gang i tusindvis af år. Og der, på tavlens forside, er aftrykkene af to små hænder – den ene lidt større end den anden. Uden at ville det udstøder jeg et suk. Hvor var vi dog små dengang. Jeg kan ikke lade være med at kigge på min hånd. Den er ru og beskidt efter dagens arbejde, men jeg kan stadig se ligheden. Den lidt for lange ringfinger har jeg endnu. Så falder mit blik på den anden lille hånd. Også her kan jeg genkende formen og linjerne. Jeg kender næsten de linjer bedre end mine egne. Åh, Adapa, sukker jeg. Min bedste ven. Hvor jeg dog savner dig! Lertavlen med håndaftrykkene hviler stadig i mine hænder. På trods af de mange tusinde år der er gået siden den blev lavet, er den godt bevaret. Angela smiler. »Nej, hvor er den sød.« De andre nikker og griner. Ingen bemærker de tårer der igen er begyndt at løbe ned over mine kinder. Jeg tørrer dem væk med hånden og ser hvordan det fugtige ørkenstøv laver snavsede spor på min håndryg. Adapa holdt sit løfte. Han har lagt en besked til mig her i brønden, det er jeg sikker på. Med denne lille lertavle har han markeret stedet. Christian rækker ud efter lertavlen og placerer den forsigtigt i en tom kasse. Jeg kan se at han er mere forsigtig end han plejer at være, når han håndterer et fund. »Bemærkelsesværdigt,« siger han lavmælt. »Det er fund som dette der kan få mig til at føle at jeg kender sumererne. At de virkelig var mennesker, præcis som os.« Han skulle bare vide hvor sandt det er! Jeg tør endnu ikke sige noget – jeg er sikker på at min stemme ville knække over. Lige siden vi kom herned for at begynde udgravningen, er minderne om Adapa og alle de andre mennesker jeg lærte at kende her i Eridu, blevet stærkere og stærkere. Og nu er det som om jeg ikke kan holde det tilbage mere. Som om sorgen og savnet omslutter mig og river mig med sig. »Åh, min kære Adapa, har du virkelig været død i fem tusinde år?« hvisker jeg.