Gratin, rejer og lys

Om (b)ord. Sproget er diskret, sorgen endnu diskretere i Helle Helles mor-datter-roman, hverdagen anno cirka 1980erne er rislende mystisk.

Værdierne i de små ting

Vi møder et ”hun” og ”hendes mor” i Helle Helles nyeste roman ”de”, som nøgternt skildrer et forhold mellem en datter og en mor. Et forhold, som nok er ordknapt, men samtidig også både varmt og stærkt.

Sygdom og stuvet spaghetti

"de" er rent fortælleteknisk en af forfatterens mest anarkistiske romaner til dato. Som altid i Helle Helles bøger sidder følelserne hverken uden på tøjet eller på selve linjerne. De murrer til gengæld i detaljerne, i tavsheden og dybt nede i sproget.

Helle Helles ’De’ er så blå og så god

Helle Helles nye roman om knugende komisk teenagesorg og diskret død er hendes tristeste og bedste længe.

Et stille drama

Helle Helles forfatterskab er klart det mest lavmælte i dansk litteratur. Her er ikke noget ydre støj på linjen, og der sker sjældent det helt store. Personernes forhold til hinanden viser Helle Helle i personernes handlinger og i måden, de taler udenom på. Man er derfor aldrig i tvivl om, hvor skoene trykker.

Dette er skrevet i nutid

»de« er umiskendeligt Hellesk. Et demonstrativt underspillet provinsdrama, en mildt deprimerende og mildt varmende fortælling om udkantseksistens, drevet af dagligfødevarefetichisme og båret af iøjnefaldende stilistiske eksperimenter, der gennemføres med en usædvanlig sproglig musikalitet, og med en etisk bismag.

Mesteren i ikke at sætte ord på

Fem stjerner får romanen, hvis man er fan. Anmelderen vil selv give den fire stjerner, fordi Helles styrke også er hendes svaghed. Den er karrig med refleksioner, og på den måde er dens beskedenhed også intellektuel dovenskab.

Alle veje fører til veje

Helle Helles fortælling ”de” om gensidig afhængighed, angst og ensomhed på Lolland i 1980’erne rummer alle de kvaliteter, forfatteren kendes for.

Mor og datter

Når der lander en ny bog af Helle Helle, er det som om man skal læse den med andre briller, end man plejer. Man skal gå med på de bittesmå, korte sætninger, der er præcise og upræcise, og man skal acceptere, at romanen har en rytme. Man må med andre ord helst ikke stritte imod.

En kærlighed der aldrig ender

Helle Helle formår atter at brillere med sin nyeste roman de, hvor 1980’erne, provinsen og hendes minimalistiske skrivestil er blandet sammen og udgør en sjov, sørgelig og rørende roman, om et mor-datter-forhold, der bliver udsat for en omvæltning.

Creme de la creme for minimalismefans

Helle Helles nye bog DE er en roman, hvor alt det, der ikke siges, taler højest. Ja, det råber faktisk.

DE

Helle Helles nye roman stråler af sproglig præcision og elegance. Aldrig er der blevet grinet så meget i en roman af Helle Helle samtidig med, at det er den mest sorgfulde bog i forfatterskabet. Helle Helle overgår sig selv.