og kosmopolitiske armenske miljø i Istanbul før rædslerne. Vi møder elegance og ubekymret ro, men også den begyndende, lurende angst. Inga Nalbandiàn er en mesterlig fortæller, der aldrig svælger i de blodige begivenheder, men lader os føle den isnende rædsel, der langsomt folder sig ud - og hvordan alt det uhyrlige kommer så gradvist og snigende, at man først ikke bemærker det. * Om trilogiens første bind, "Den store jammer", skrev pressen: »Den Bog, Fru Inga Nalbandian har skrevet, behøver ikke nogen Anbefaling; thi i faa Uger har den allerede oplevet fire Oplag og den vil udkomme paa adskillige Sprog. Den, der vil vide, hvor Menneskeheden historisk i dette Øjeblik holder, bør læse Fru Inga Nalbandians Bog. Den bortlyver intet; den overdriver Intet. Den ser Virkeligheden under Øjne, skildrer gribende, uden at lægge hverken Følsomhed eller Indignation for Dagen, Forholdene som de var og er. Og den er en i kunstnerisk Henseende højst tiltalende Bog, hvor Figurerne staar levende, med faa, simple Omrids. - Det er en Kvindebog, har derfor sin Styrke i at skildre det Passive, Tilværelsens Lideform; det er en Bog, ikke om Handling, men om Kvaler. Dog fuldendt i sin Art.« (Georg Brandes i Politikens Kronik.) »Selv i denne frygtelige Tid vil ingen kunne læse den Bog, som Fru Inga Nalbandian har udsendt under Titlen »Den store Jammer* uden at føle sig dybt og smerteligt greben. - Det er en Digters Værk, hvori Optrin og Skikkelser staar saa levende og stærke, at de brænder sig ind i Erindringen. Ingen kan læse disse Fortællinger, der er saa dæmpede i Tonen, saa dybe i deres Smerte, uden at føle sit Hjerte banke derved. Det er et Arbejde, der tjener Forf. til største Ære, baade digterisk og menneskeligt set.« (Prof. Vilh. Østergaard i Nationaltidende.) »Det er en dybt gribende Bog. Ikke blot paa Grund af sit Emne - det Sørgespil, mod hvilket Verdenskrigens Rædsler blegner - men ogsaa fordi man føler, at der slaar et Menneskehjerte bagved disse Blade. - Det er en Digters Øje, som har set Billederne, en Digters Haand, der fører dem frem for os andre. Mørke og tunge maa de være - og dog falder der mere end een Gang yndefulde Lysstrejf henover dem. - Der er en inderlig Skønhed over det, der ligesom formilder Jammeren! - Gid mange, mange maatte læse Bogen!« (Ingeborg Maria Sick i København.)