Amtmænd og enevælde hænger på godt og ondt uløseligt sammen. Under de ophedede debatter forud for kommunalreformen i 1970 beskyldtes amtmændene ofte for at være enevældige. Det var nu ikke helt retfærdigt, men det afslørede vel, at de af mange opfattedes som centralmagtens, og ikke lokalbefolkningens, mænd. Det kan man for så vidt ikke fortænke nogen i, for der gik ikke lang tid, efter at Frederik 3. i 1660 var blevet enevældig konge, før han afskaffede den gamle regionale forvaltningsstruktur baseret på lenene, og i stedet inddelte landet i amter. Amternes chefer, amtmændene, fungerede herefter som kongens og centraladministrationens repræsentanter, samtidig med at de udførte en lang række regionale forvaltningsopgaver.

Frem til midten af forrige århundrede - dvs. før kommunernes tid - spillede amtmændene en vigtig rolle i dansk forvaltning, således som det bliver belyst i denne bog. Der gives en bred beskrivelse af amtmandsembedets indhold og funktioner, ligesom dets rolle i den enevældige danske magt- og forvaltningsstruktur analyseres. Der gives også svar på spørgsmålene: Hvem var amtmændene? I Enevældens amtmænd er der i det hele taget lagt vægt på at placere amtmændene ind i såvel en forvaltningshistorisk som en kulturhistorisk ramme.