Et romantisk, episk digt om det nygifte par Marie og Vilhelm og deres første tid sammen. En tid, der både rummer glæde og sorg, forvirring og henrykkelse. Og som mest af alt bærer vidne om, at selv om tiden i momenter synes at stå stille, så går alt alligevel sin naturlige gang.

"
MARIE
Jeg drømmer endnu, skjøndt vaagen
Jeg har drømt fra den Stund, jeg hertil kom,
Og nu først spreder sig Taagen.

VILHELM
Drømmen er glemt, Solen herned
Skinner gjennem Bøgetoppen.

MARIE
End seer jeg Støvet i Rytterens Fjed,
End hører jeg fjernt Galoppen.

VILHELM
Vær uden Frygt, min unge Viv!
Paa Hjulpet din Fod du sætte!
Jeg holder Armen om dit Liv,
Skal op i Vognen dig lette.

Nu sidder vi sammen, vi er ene, vi er frie;
Vil du taale min Haand under Kaaben? -
Kjør, Postillon! blæs sin Melodie !
Fremad ! Verden er os aaben. " Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) var en dansk dramatiker, digter, kritiker og i en periode også chef for Det Kgl. Teater (1849-56). Johan Ludvig Heiberg var en markant skikkelse i datidens københavnske borgerskab og kulturelite. Han introducerede genren ’vaudeville’ i dansk teater, der sammenfletter skue- og syngespil. Han voksede op under privilegerede kår og havde derfor adgang til både uddannelse og mange af den romantiske periodes største kulturpersonligheder såsom Adam Oehlenschläger, familierne Rahbek og Bruun, Jens Baggesen, H.C. Ørsted og mange flere. Johan Ludvig Heiberg var i øvrigt en bærende kraft i introduktionen af den tyske filosof Hegel og hans værker i Danmark.