Efter at have opsøgt byens væresteder, herberger og gadens netværk var Helga Theilgaard rystet. Tretten ud af de tredive hjemløse, hun havde portrætteret i 2008, var døde af sygdom, selvmord eller misbrug. Flere var forsvundet. Og andre var så syge, at de ikke har haft mulighed for at mødes med hende igen. 

Erkendelsen af, at næsten halvdelen af de mennesker, hun tidligere havde portrætteret, nu var døde - de fleste alt for tidligt – fik Helga Theilgaard til at ændre projektets karakter. Mens de tilbageværende hjemløse blev genfotograferet, blev portrætterne af de afdøde først gravet ned og senere udsat for en kemisk proces og indscannet på ny. 

På den måde er værket en visuel fortælling om overdødeligheden blandt hjemløse mennesker, der kan forvente at leve knap 19 år kortere end mennesker med fast bopæl. En fortælling om, at de vægge, de fleste af os kalder hjem, ikke kun beskytter mod fordømmende blikke, men også skærmer vores krop, når livet slår fra sig. Og ikke mindst en påmindelse om den enorme ulighed, der stadig hersker i Danmark.