i mellemkrigstidens svenske litteratur og kulturdebat. Hun var uddannet folkeskolelærer og fuldendte et universitetsstudium i klassiske og nordiske sprog og litteraturer. Karin Boye debuterede i 1922 med digtsamlingen Moln (Skyer), hvor det unge digterjeg søger sin gud, sin kraft og sit sprog i et brud med en traditionel kristen teologi og dens kvindesyn. I digtene danner antikkens hvide bjerge og doriske templer portal til længslen efter det nye menneske. Karin Boye sluttede sig til gruppen omkring det venstreradikale tidsskrift Clarté og blev inspireret af digterfilosoffen Friedrich Nietzsche og af Sigmund Freud. Tidsskriftet Spektrum blev senere platform for hendes kulturkritik. Her tryktes essayet "Språket bortom logiken" (1932), der skildrer poesien som et frigørende "underjordisk sprog". Hun fik sit gennembrud med digtsamlingen Härdarna (1927, Ildstederne), hvor Lucifer og Lilith er oprørets ledestjerner. Oprøret, kritikken og lidenskaben finder også udtryk i prosaen i den eksperimenterende, selvbiografiske roman Kris (1934) om en ung piges identitetskonflikt og fremtidsromanen Kallocain (1940, da. 1946), der med stærk samtidsappel skildrer den totalitære stats undertrykkelse af individet. "Mægtigt er det spæde liv/ mere end jern" — skriver hun i et digt. Men livskraften er også ophav til angst, og længslen efter en frigjort kvindelighed resulterer i erotisk splittelse. Karin Boye valgte selv at slutte sit liv. I de efterladte digte, De sju dödssyndarna (1941), er døden mild, og mørke engle kender broen fra nattedyb til dagslys.