Den skrøbelige stilhed bliver kun afbrudt af min stødvise hulken. Alle holder vejret i håb om, at jeg forbliver tavs — presset i rummet er bristefærdigt – skrøbeligt som en sæbeboble. Jeg bukker mig frem og trækker skamfuldt bukserne op om livet. Jeg føler mig beskuet, udstillet og ensom. Mine øjne er tårefyldte og undgår nedslået enhver form for kontakt. Kun mine periodevise ryk i skuldre og bryst efterfulgt af et kort snøft afslører, at gråden endnu ikke helt har forladt mig. Jeg har ondt bagi, men værst af alt er, at far ikke troede på min uskyld, men derimod synes tilfreds med at have fået stoppet mine ”løgne”.