De tog Tyren ved horneneaf Arne Lybech

NYLON LEON -Du er måske stamgæst her? det var manden på barstolen, der spurgte. Han gentog -Du er måske en af stamgæsterne her? Leon vendte sig mod den spørgende. –Er det mig, du mener? spurgte han stille, næsten uhørligt for den nysgerrige på ”Ipar”. –Ja, det lød som om servitutten kendte dig. Du var ikke mere end lige kommet ind ad døren, førend hun knappede en Tuborg op. Og du bad ikke om noget, så vidt jeg kunne høre. –Nej, nej det gjorde jeg vel ikke, fik Leon omsider svaret. Leon kløede sig i håret. Vådt var det blevet. Mere end brillantinen sørgede for. Regnvejret havde også strintet hans blå vindjakke godt til. Han så på øllen, drak den i et par slurke, stillede så flasken fra sig. Leon drak ikke af glas. Ene og alene af den grund, var der flere steder i Aalborg, han ikke kom og bestilte en af sine daglige pilsnere. –Her drikker vi af glas! Han huskede endnu bemærkningen fra tjeneren, sidst han følte, han var kommet forkert i byen. Og glasset var blevet sat foran hans Tuborg. Stille og forsigtigt hældte han så øllet op i glasset, en helt uvant situation for ham. Jo, der kunne være en hel øl i et glas, når man bare hældte den gullige og klare drik nænsomt i. En øl, den fylder egentlig ikke ret meget i et glas, havde han tænkt, samtidig med, at han besluttede sig for at droppe dette udskænkningssted fremover på sin daglige rute. En rute, der i flere år havde ført ham fra den vestlige del af byen ind mod centrum. Gik det vildt til, så hændte det, at han overskred centrums bygrænse og vovede sig ud i minefeltet i den østlige ende af byen. Men her skulle man sgu passe på, det var han godt klar over. -Passe på hvad? havde han spurgt, da han blev prikket på skulderen på den gamle ”Verner” for flere år siden. –Du skal sgu passe på dig selv. Ældre mænd med tegnebogen, stikkende op ad baglommen, de er nemme ofre her. Jeg synes bare du skulle vide det, havde svaret lydt fra den yngre fyr ved baren. Leon huskede, han blev nervøs. I et splitsekund dukkede en gammel anekdote op hos Leon. Den om skyderiet inde på ”Verner” tilbage i 1980erne. En gæst blev så hidsig over fortyndet spiritus, at han tog sin pistol frem og sigtede efter rumpen på tjeneren. Men til alt held havde tjeneren baglommen fyldt med en del femkroner. En af disse tog imod kuglen. Så helt ufarligt var det vist ikke at gå på ”Verner” i tidernes morgen. –Hvorfor fanden er jeg også havnet her, havde han sukket for sig selv. Akkurat som så meget andet, han holdt indeni sig selv. -Du svarede ikke, men OK, jeg skal nok lade være at mase mig på. Nu blev han igen hevet ud af sin egen verden, da manden fra før igen meldte sig på banen. –Hvad skal jeg sige, om jeg er stamgæst her, det har jeg aldrig tænkt over. Hvad er det at være stamgæst? Leon kradsede gammelt tobak ud af piben og trak lige skulderen fra højre arm ind mod sig. Stod han nu igen og svedte, fordi der var en, der henvendte sig. Og i al venlighed. Det satans svederi. Han forbandede det. Det fulgte ham overalt. Bare han så vidste hvorfor. Sin læge ville han ikke spørge, så ville lægen nok komme ind på andre ting i hans tilværelse. Og det ønskede han altså ikke. Han havde da taget en ren skjorte på i morges. Han kiggede på armbåndsuret. Halv elleve. Øl nummer 4 var han i gang med. Godt nok tidligt på dagen. Men hvad, en god middagssøvn ventede, senere på dagen. Og lige nu følte han sig godt tilpas. Bare ham ved siden af kunne stå og holde sin mund. Men det kunne ikke falde Leon ind at bede ham om det. Ville han ikke snakke, så tav han bare. Så fik han som regel fred og ro. Og det var jo det, han ønskede sig. Og dog. Var det ikke for kontaktens skyld, han gik og drak de bajere? Hvorfor ellers? Nej han orkede ikke at tænke på det nu. Nu ville han have lov at nyde en ny dag. Som han gik rundt og nød de andre dage. Sådan da. –En stamgæst, det er vel en, der sidder samme sted og drikker. Eller en som kun kommer ind og hilser på, samme sted altid. Er det ikke? Nu var det Leon, der spurgte. For en gangs skyld, spurgte han en anden person om noget. –Det var såmænd bare fordi jeg ikke kunne undgå at bemærke, at du ikke behøvede at bestille førend øllen var serveret. –Nåh ja, sådan har det altid været, fik Leon svaret. –Det kender du måske ikke til, det at få øllen serveret med det samme? Leon spurgte igen. Nu var det anden gang, han stillede et spørgsmål i dag. Hvad kunne det ikke ende med? Under alle omstændigheder måtte han ned på toilettet og have den forbandede sved væk fra den armhule. Det var ikke til at holde ud. Nok heller ikke for den, der sad lige ved siden af. Han kiggede på den anden mands skjorte. 35-40 år var han vel. Lidt for langhåret til sin alder, tænkte Leon om sidemanden. Han så ud til at være i god form. Den ternede skovmandsskjorte sad som støbt på hans unge krop. –Gad vide, om man kommer til at lugte af sved i sådan en skjorte. Leon spurgte sig selv. Det kunne være, at han skulle se og skaffe sig af med de nylonskjorter. Blå var de fleste, vel en 9-10 stykker. Et par sorte havde han også til pænere brug. En hvid til festbrug. De var så dejlige luftige. OK, de kunne virkelig sætte uorden i frisuren, når han trak sådan en skjorte hen over sig og håret var nyvasket og uden brillantine. Brillantine, ja hvem brugte sådan noget smørelse nu om dage. Men undvære det, det kunne han ikke. Det tynde hår var ikke til at få til at sidde, hvis han ikke gned det ind i fedtstoffet. Han redte det stadig stramt bagud, på samme måde som han havde gjort de sidste 35 år. Ja lige siden han blev konfirmeret. Tindingerne i panden var med årene blevet meget store. Men rede håret hen foran, ned i panden, det ville sgu da se totalt latterligt ud. Og så til en mand i hans alder. Undvære fedtstof kunne han nok ikke. Men lade sig plysse, det kunne han måske. Det havde han da også overvejet i et enkelt skørt øjeblik for nogle år siden. Da havde han spurgt sin frisør, og det var heller ikke dengang mange spørgsmål han fik stillet på en dag. Nej heller ikke i løbet af en uge, blev det til mange. Men når nu han havde det bedst med at gå og passe sig selv. Så hvorfor gå og spørge? -Er du glad for din skjorte? Det var Leon, der nu spurgte sidemanden. Han så overrasket på Leon. –Glad og glad, det ved jeg sgu ikke, den er vel ikke noget særligt. Bare en billig skovmandsskjorte til 100 kroner i Bilka. –Hvad får dig til at spørge? Leon rømmede sig. –Nåh, jeg stod bare og tænkte på, om det var sådan et par skjorter, jeg skulle se at komme ud og få købt. –En mere Leon? Servitricen havde knappet øllen op, Leons flaske var tømt. –Nej tak du, jeg må videre! –Han skal ud og købe skjorter, svarede sidemanden. KNUDEMANDEN -Ha´ en fortsat god dag! Knud Erik steg af bussen, nieren, der førte ham fra byens østlige del til den vestlige, hvor han havde sin postadresse. -Jo tak, i lige måde. Du virker så tilpas i dag! Bybuschaufføren nåede lige at svare, inden den lille Knud Erik var nået ned på asfalten og fik jordforbindelse. –Ja, ja det er man jo, har man grund til andet, se solen skinner og kaffen venter derhjemme. Hvad mere kan man forlange? Knud Erik kiggede på uret, da han nåede udenfor bybussens rækkevidde, halv ti, lige præcis. Det havde været en god morgen. Og en god aften forinden. Sådan skulle det lige være hver gang. –Du må lige give dig god tid til en snak en dag, havde samme chauffør meldt, da Knud Erik steg på bussen, for at drage hjemmefra og mod øst en anden dag. –Ja, men du skal bare sige til Jensen, havde Knud Erik svaret. Hvad det var chaufføren ville