Hold pause fra autofiktionen

Hold pause fra autofiktionen med Trisse Gejls autofiktive roman. Det lyder indviklet, men det handler bare om at læse i området mellem det skrevne og læseren i stedet for mellem skabelsen og forfatteren.

Spanden og gulvkluden

Selvmord. Trisse Gejls nye roman er både autofiktion og et selvkommenterende formeksperiment.

De unævnelige bliver nævnt

Autofiktion, genren, hvor forfattere mikser fiktion og selvbiografisk stof, har længe været genstand for en del debat. For hvor trækkes grænsen mellem fiktion og virkelighed, når forfatteren involverer andre nulevende personer? Trisse Gejls nyeste udgivelse, ’De unævnelige’, tilhører den genre. På forsiden står der dog blot ’roman’, men bogen beskæftiger sig nu engang med forfatterens eget liv og udgivelser.

I selvmordets skygge

Trisse Gejl er tilbage med nyt efter syv år, og på sin vis er temaet igen psykisk sygdom. Trisse Gejl var nemlig kun fire år, da hendes depressive mor kastede sig ud ad et fjerdesalsvindue, og som voksen stifter forfatteren selv bekendtskab med depression.

DE UNÆVNELIGE

Gribende og indsigtsfuld selvbiografisk roman gør op med fortielser gennem generationer og viser, at det er vigtigere for litteraturen at være sand end at være 'virkelig'.

Et omrids af tomhed: Trisse Gejls De unævnelige

Trisse Gejl har skrevet en fængende roman om den tomme plads, der er opstået som følge af morens selvmord og familiens mange fortielser herom gennem to generationer, og som forfatteren nu søger at skabe en fortælling om ved at sammenstykke fragmenter fra vidner.