En dejlig sommerdag dør en ældre herre, en russisk emigrant, i en travl restaurant i en lille europæisk by. Den hyppige gæst, Vyrin, eller mr. Mikhalsky ifølge hans pas, har altid undgået steder hvor han ikke havde frit udsyn. Men denne dag var den eneste plads ved hækken. Den pludselige injektion føles som et bistik, men Vyrin vender sig og ser en mand stige ind i en bil med udenbys nummerplader. Han forstår at den russiske secret service’s hævnende sværd endelig har fundet den flygtede bedrager. (…) I de sidste øjeblikke hvor han er i live, har Vyrin held til at hviske til tjeneren: Det er et mord. De har forgiftet mig.”
En spionroman der i sin handling minder om John le Carrés forfatterskab: Efter mange års søgen har Ruslands efterretningstjeneste endelig fundet en gammel afhopper som tidligere stod i spidsen for udvikling af landets farligste kemiske våben. Nu går de efter at dræbe ham med den samme gift som han selv udviklede for flere årtier siden. Man må dog endelig ikke reducere Lebedev til en slags Ruslands le Carré, understregede det britiske dagblad »The Times« der for nylig kårede Debutanten som månedens thriller: ”Han er en meget mere litterær forfatter, der kun bruger en spionromans grundlæggende plot som ramme for parallelle psykologiske undersøgelser og en kompliceret lignelse om sit hjemland,” skrev avisen. (Fra »Weekendavisen«)
Vi er stødt på 4 anmeldelser af bogen "En perfekt gift" i de 454 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
67/100
WA
Glimrende anmeldelse i Weekendavisen
anmeldt af Kathrine Tschemerinsky 29-07-2022
Indeholder mange af forfatterskabets signaturer
Fortiden klistrer
Dommedag. Sergej Lebedev føjer flere karakterer til sin gotiske afhandling om det sovjetiske menneske. [Kort uddrag]
Som læser sidder man tilbage med flere spørgsmål end svar
Lige dele rigtig fascinerende og rigtig irriterende at være i selskab med
Spænding er en by i Rusland i denne irriterende russiske spionroman
Sergej Lebedevs »En perfekt gift« rummer indimellem sylespidse skitseringer, men forfatteren har for travlt med at trække håndbremsen, og spændingsromanen ender med at irritere snarere end at fascinere. [Kort uddrag]
