med alkohol. Den direkte vej imod selvdestruktionen.
Angsten for livet og angsten for døden er centralt. Og Moldur er det pendul, som svinger imellem lykke og lidelse. Hans sind leder ham igennem menneskelivets meningsløshed.

Moldur tvinges ud af sit refugium, og hans vanvid intensiveres i løbet af dette ene døgn, som handlingen udspiller sig over. Da Moldur træder ud af sin frivillige isolation, møder han i en euforisk vanvids rus kærligheden til mennesket. Men ved mødet med menneskets latterlige gøremål og ønsker i dette liv rammes han atter af misantropi. Nu blomstrer hans had mefistofelisk til livets latterlige ulidelighed. Moldur tragter ikke efter at være overmenneskelig - snarere undermenneskelig.