nyudviklet skizofren tilstand. Conrad må betragtes som en af den moderne psykiatri mere originale tænkere. Hans kliniske iagttagelsesevne og teoretiske ballast rager højt op over, hvad vi plejer at opleve i aktuelle publikationer og faglige debatter. Conrad forkaster den antagonisme, der også i dag plager psykiatrien. Modsætningen mellem, på den ene side den biologiske forskning og referensramme, som relegerer det psykologiske til et rent epifænomen af fysiologiske fejl, og på den anden side psykologiserende tiltag med tvivlsom validitet og undervurdering af de biologiske aspekter og patientens dispositionelle potentiale. Conrad foreslår ”en tredje vej”, en integrativ psykologisk referenceramme, der kan tjene som udgangspunkt for et studium af bevidsthedsfænomener. Klaus Conrad (1905-1961) var tysk psykiater og neurolog. Frem til sin død var han professor i disse specialer samt leder af den psykiatriske universitetsafdeling i Göttingen. Under anden Verdenskrig var han leder af en militærpsykiatrisk afdeling for hjerneskadede. Hans meget grundige gestaltanalytisk funderede undersøgelse af 117 skizofrene patienter udgjorde grundlaget for denne bog, Die beginnende Schizophrenie1957. Hans Stukturanalysen hirnpathologischer Fälle (1949) lagde det gestaltteoretiske grundlag for den hjernepatologiske funderede psykopatologi.