på andre indflyttere på Nørrebro, der opfattes som både hvide og sorte, så har man nok en fornemmelse af det poetiske greb, forfatteren tager i anvendelse. Undervejs lærer pingvinen både det ene og det andet om samfundet, dels i sit møde med offentlige myndigheder, dels med sit møde med nogle af menneskets hyggelige og gode påfund og tidsfordriv, som f. eks. KZ-lejre, købe-sex, ministerielle embedsmænd og almindelige drukkenbolte. I løbet af romanen ændrer scenen sig, da Albert og pingvinen må tage flugten. Pingvinen får også her visse erkendelser: "Det der døde plastikland, vi sejlede igennem, har overbevist mig om, at menneskeheden, ikke dig, Albert og mange andre gode mennesker, men menneskeheden som dyreart, er jordens eneste rigtige rovdyr, for I, undskyld jeg siger det, vil have det hele." Den blå sten, som har givet romanen titel, optræder også i bogen, i sin helt egen rolle.