hendes mistanke om, at feminister ikke nødvendigvis vil have lige rettigheder. De vil have positiv særbehandling. På sin rejse møder Leny Malacinski elitefeminister, forbudsfeminister, offerfeminister – og en ægte rødstrømpe fra 1970. Hun begynder efterhånden at tvivle på, at kvinder er så undertrykte, som feministerne siger. Kan en kvinde ikke få en bestyrelsespost uden en kvindekvote? Vil de prostituerede overhovedet reddes af feministerne? Kan man opnå ligestilling ved at diskriminere mænd? Hvorfor er det et problem, at små piger elsker lyserødt glimmer, og at drenge leger Superman? Og er det egentlig rigtigt, at kvinderne diskrimineres til lønforhandlingen? Til sidst falder det hele på plads. Eller næsten. "Jeg troede ellers, det var målet, at vi kvinder skulle have frihed til at tjene vores egne penge, så vi kunne bestemme over os selv. Men hvis nogle kvinder bestemte at bruge deres penge på dameblade med forsider som ”De ti bedste lipgloss til sommerferien”, var det ikke godt nok. Feministerne havde tydeligvis ikke forudset, at de kvinder, de havde befriet, ville bruge friheden til at gøre sig lækre og gå ud i byen og score. Måske havde de håbet, at alle kvinder ville strømme ind på de humanistiske studier og skrive lange opgaver om usynlige, patriarkalske barrierer i samfundet. Jeg tyggede lidt på min blyant. Så skrev jeg i min logbog: Måske har jeg fundet svaret på, hvorfor feminister i virkeligheden er så snerpede. Måske er det, fordi de befriede kvinder ikke opfører sig, som feministerne havde forventet." Fra bogen.                        Leny Malacinski er 34 år og journalist. Hun har bl.a. været ansat på Nyhedsavisen, hvor hun stod for en del gode historier, men også en del ballade. Hun er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole.