ikke, og det blev i øvrigt opfattet som dårlig smag, da populærpressen i slutningen af 1800-tallet begyndte at bringe mere detaljerede beskrivelser af kriminalitet. I mod­sætning hertil argumenterer bogen for, at en af kriminaljournalistikkens væsentligste funktioner er fortløbende at levere eksistentielle chok til læ­serne – hverdagslivets bungyjump.Bogen undersøger sider af forbrydelsesfortællingens historie med særligt fokus på spændingsfeltet mellem journalistiske og litterære skrivemåder i kriminaljournalistik. Centralt står en undersøgelse af Ekstra Bladets jour­nalistik om mord fra midten af 1960’erne til i dag. Herigennem påvises en udvikling fra en forholdsvis nøgternt beskrivende journalistik med hovedsage­lig politiet som kilde til en stadigt stærkere følelsesappellerende journalistik, der inddrager berørte personers oplevelser og følelser og gør flittigt brug af skrivemåder, som normalt forbindes med fiktionslitteratur. Undersøgel­sen af Ekstra Bladets kriminaljournalistik indrammes for det første af en lang historisk tradition for offentlig kommunikation om voldsforbrydelser. En tradition, der går tilbage til 1600-1700-tallets skillingsviser og i dansk pres­se finder en stabil journalistisk form i årene omkring 1900 (eksemplificeret ved journalistik og fiktion med afsæt i Hjortshøjmordet 1902). For det an­det indrammes analysen af, hvorledes fiktionsskildringer håndterer mord, eksemplificeret ved mere eller mindre dokumentariske fremstillinger af Christian Kampmann, Anders Bodelsen og Poul Ørum fra 1960’erne og 1970’erne . Endelig trækkes der tråde til aktuelle behandlinger af krimina­litet inden for ”true crime”-fremstillinger, tv-magasiner og fortællende avis­journalistik. Gennem hele bogen løber en afsøgning af forholdet mellem dramaturgi og journalistisk reportage i henholdsvis journalistik og fiktion.