op i nazitiden, og en grusom historie om forelskelse og svigt, stikkeri og mord dukker frem af fortiden. At Robert har vækket en tiger, går op for ham, da et nyt mord bliver begået. Og en fantastisk forviklingshistorie ændrer billedet af faderen for altid. "Vinteren 1942/43 var iskold. Den gamle Höver hentede Jurij og Fedir ind i huset om aftenen og lod dem sove på køkkenbænken. Det var stadigvæk Wilhelm, der gennemførte kontrollerne på Hövergården. Dette brud på indkvarteringsreglerne for krigsfanger blev han ikke klar over, men en middag traf han Jurij og Fedir sammen med Hövers under middagsmaden. Wilhelm var ude af sig selv. “De har lovet mig, at De vil holde Dem til reglerne. Det er forbudt at spise sammen med fjenderne.” Så brølede han til Jurij og Fedir: “Ud i laden! Ellers er I hurtigere væk herfra, end I vil bryde jer om!” Höver sagde uimponeret: “I bliver siddende. Vi arbejder sammen, så kan vi også spise sammen.” Så vendte han sig mod Wilhelm. “Hvis du tror, at jeg bliver kommunist, fordi jeg spiser sammen med en, så kan jeg berolige dig. Jeg er jo heller ikke nazist, selvom jeg allerede har haft med jer at gøre i årevis.” Jurij fortalte om det under et af deres hemmelige møder. De mødtes en til to gange om ugen og stod tæt omslyngede i en halv time, indtil de fuldstændig gennemkolde atter skiltes." "... spændende fra først til sidst, og selv om bogen kun er på 215 letlæste sider, er det en meget komprimeret og vidtforgrenet historie, der både foregår i fortid og nutid." Gunhild Korsgaard, Helsingør Dagblad "Sproget smelter som nougat på tungen. Som chokoladeindspunden pebermynte, der med skarpheden i sit indre er svøbt til en himmerigsmundfuld. Den tyske forfatter Mechtild Borrmann skriver, så englene ad flere omgange må ryste vingerne for at få dem lagt tilbage i de rigtige folder. For de har smånervøst svævet over en fantastisk historie om, hvordan fortidens fatale fejltrin kan udløse et følelsesmæssigt kraftspring. Det er ganske enkelt en dejlig, dejlig fortælling, den kvindelige forfatter vifter os om næsen med." Bente Wiik, Fyens Stiftstidende "Bogen giver, ud over spændingen, et fint og nuanceret billede af livet i Tyskland i en ond tid. 'Den, der bryder tavsheden' er en fantastisk krimi." Bjarne Nielsen, Arbejderen "Med sin stille klare prosa uden for megen stuk og prunk fortæller hun en bitter ironisk historie om et lille samfund, som væltes ind i en skæbne, der både kuldslår og knuser. Et tysk minikrimirekviem kunne du kalde denne korte roman, som på genrens præmisser giver et besk signalement af det at være et for menneskeligt germansk menneske mellem 1939 og 1945. Som sagt - meget af historien har du hørt før, men en repetition er glimrende, især gjort så godt som her." Bo Tao Michaëlis, Politiken "Borrmanns historie fortælles stilfærdigt, men netop i det underspillede bliver de eksistentielt ekstreme situationer så meget mere fremtrædende. 'Den der bryder tavsheden' er tysk krimi i 'Spitzenklasse'." Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten "Mechtild Borrmann skriver, så man fængsles og kun meget uvildigt stiller bogen på plads på hylden, før sidste side er vendt. Håber resten af forfatterskabet også snart bliver oversat." Carsten Güllich-Nørby, Lektørudtalelse “… på kun et par hundrede sider giver hun læseren den dybest gribende historie, helt uden seriemordere og forfølgelsesjagter, derimod får man tårer i øjnene, uden at den nogensinde bliver sentimental eller kitschet. En kort fortælling, men med mere indhold og liv end mange 1000-siders mursten.” Ingrid Wittich, Gießener Zeitung