Haff regnes som en af de største norske forfattere de sidste halvtreds år. Hun har fået et hav af priser og to gange været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Hun er oversat til engelsk, tysk, fransk, italiensk, hollandsk, lettisk, svensk og dansk. Den evige jøde, der udkom i Norge i 2002, er hendes 15. roman og fortæller historien om den evigt omvandrende jøde. Han, som ifølge myten skal vandre hvileløst omkring indtil Messias stiger ned fra himlen og udfrier sit udvalgte folk.

Skuepladsen er 1500-tallets Europa, renæssancens og reformationens tid, hvor nye idéer udfordrede autoriteterne, mens lugten fra kætterbålene stadig lå over byernes torve. Glasmageren, bogtrykkeren og lægen Isak Juan da Costa og hans datter Juana vandrer på kryds og tværs i Europa, diskriminerede og forfulgte, i en evig jagt på et fristed. Isak er ikke bare jøde, han er også en af dem, der tør sætte spørgsmålstegn ved de vedtagne sandheder og bliver derfor tvunget til at leve et liv i landflygtighed - med skiftende identiteter og stadige opbrud. Han forfatter religiøse skrifter og publicerer dem i al hemmelighed - med fare for sit eget liv.

Til sidst finder han og datteren et fristed i Amsterdam, hvor Isak får arbejde på et glasværk under navnet Johannes Cartophilus, mens Juana må leve forklædt som drengen Juan. Men hvor længe kan Juana skjule, at hun er i færd med at blive kvinde? Hvordan undgår de, at katastrofen rammer dem? Og hvad har skæbnen i vente for Juana? Undervejs i romanen møder vi et stort persongalleri af høj og lav, jøder og kristne, kættere og rettroende, kardinaler og korrekturlæsere. Og historiske personer som den flamske maler Pieter Brueghel og den spanske læge og teolog Miguel de Serveto, der blev brændt som kætter, blander sig med opdigtede personer.

Den evige jøde er en medrivende historie, som afslører, at Hobæk Haff har et stort kendskab til livet i 1500-tallet. Dybest set kan romanen også læses som en historie om vor tids rodløse mennesker, der føler sig eksistentielt hjemløse. Og slutningen på bogen bryder da også med den historisk-realistiske stil og former sig som en besk kommentar til vor tid: Juana, ramt af sin skæbne, får et profetisk syn, hvor hun lugter røgen fra Auschwitz og for sit indre øje ser en jøde med et maskingevær i hånden. En slutning, der kun kan læses som en kommentar til konflikten mellem jøder og palæstinensere, hvor det er de sidste, som er de forfulgte og hjemløse.

Uddrag af anmeldelser:

"Hele to gange har Hobæk Haff været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og med denne tankevækkende bog cementerer hun sin position som én af Norges store forfattere." Katarina Lewkovitsch, Kristeligt Dagblad

"Hun er en fortrinlig historiefortæller, 78-årige norske Bergljot Hobæk Haff. Forstået både i betydningen krønikeberetter og oplyser om historien, der i hendes fortolkning omformes til levende vidnesbyrd.
'Den evige jøde' minder om Umberto Ecos 'Baudolino', der også blandet fakta og fiktion på en både underholdende og oplysende måde." Mogens Damgaard, Fyens Stiftstidende

"Stor romankunst. Sproget er misundelsesværdigt enkelt og samtidig så klart og lysende. Hvert ord virker, som om det er mediteret og mejslet frem." Adresseavisen

"Dette er stor fortællekunst, det er spændende, romantisk, lærerigt." Kulturspejlet

"... velskrevet og velkomponeret, æggende som fantasiprodukt og tankevækkende som meningsytring." Dagbladet

"Haff giver os den gode og udødelige historie, dybtborende og smertefuld om det at være menneske.