Emilie er i færd med at forberede en intim middag til sin mand og sig selv i anledning af deres sølvbryllup. Hun går ned i kælderen efter en flaske vin, som er pakket ind i en avis. Hendes blik falder på en annonce i avisen: ”Emilie, Aix 1976. Mød mig hurtigst muligt i Genova. Dario.” Hun går ovenpå, slukker ovnen, puster lysene ud, skriver en seddel til sin mand: ”Bliv endelig ikke urolig”, griber sin taske og bilnøglerne og tager af sted.Hvorfor? Gennem bogens sammenvævning af nutid og flashbacks til barndom og ungdom overbeviser fortælleren læseren om, at det er en handling, som er nødvendig for hende.