En dag sidder Amalies papfar og læser en uhyggelig bog, da der lyder et brag uden for vinduet. Han ser en fugl - en skarv - ude på fortovet. Den bløder kraftigt fra et sår på brystet, og en del af dens tunge stikker ud. Ja, det er, hvad han tror, men det viser sig at være en ål, alt for tung til at skarven kan flyve med den. Så skarven må nødlande, selv mener ålen nu noget andet:

Når fisk ikke er rigtig frisk længere, siger man, at de har fået en tanke, sagde Amalies mor.
Som om det lugter at tænke, sagde papi.
Har du fået en tanke? spurgte Amalie og bøjede sig over ålen.

Og det havde den. Inde i sit døde, halvt opløste hoved var der en fast tanke, en stivnet tanke: Jeg fik den, tænkte ålen, jeg fik den ned fra himlen. Det var mig, der gjorde det, lange mig. Det var min hævn. Jeg fik den. Ned fra himlen. Lange mig.