Spar op til
89 kr.
+ Læs mere
ALT for damerne
Vi er stødt på 12 anmeldelser af bogen "Den grænseløse" i de 472 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Guruen på Øland og bornholmerbetjentens hemmelighed
Det begynder spektakulært på Bornholm, hvor en politimand løfter begrebet ’afskedsreception’ til nye højder ved at skyde sig selv en kugle i hovedet foran alle gæsterne. Der er en forbindelse mellem selvmordet, en sol-kult i Sverige og – som altid – et gammelt uopklaret dødsfald, og de forskellige spor flettes topprofessionelt sammen mens hele seriens overordnede mysterium også får et lille nøk fremad mod opklaringen, som sikkert først afsluttes i det bebudede tiende og sidste bind. Bogen har med andre ord ’alt det, som læsere i efterhånden mange lande forventer og sætter pris på – hårrejsende historier, der væves ud og ind mellem hinanden, hæsblæsende jagter, finter til dette og hint i den danske såvel som den globale (u)orden, en sans for grundlæggende menneskelighed midt i en forjaget og afstumpet verden, et kritisk øje for magtens ofte korrumperende natur. Samt, ikke mindst: en fandenivoldsk, respektløs og derfor herligt befriende humor.’ [Kort referat]
Hyggeligt uhyggeligt
Hvis seneste opus i Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q var en ferieø, ville der være tale om ’glasklart vand på en kridhvid sandstrand.’ Den slags tiltaler de fleste, men bliver også lidt kedeligt i længden. Der må godt være lidt bølgebrud, ’en god understrøm og liv på havbunden.’ Den overordnede pænhed er den eneste grund til, at denne anmelder kun kvitterer med fire (store) stjerner, for der er ingen tvivl om, at forfatteren ’formår at skrue en historie sammen med alle de ingredienser, der gør en god krimi. Et godt tempo, skiftevis højspændt og sitrende underspillet spænding, fængende cliffhangers, rappe replikker, skæve eksistenser, en identificerbar om end halvumulig hovedperson, gæv humor og en tilpas dosis social forståelse, der varmer uden at virke voldsom eller polemisk.’ [Kort referat]
På øhop i Østersøen
’Man befinder sig rigtig godt i selskab med Carl Mørck, Assad og Rose’ også selvom ens første møde med de tre karakterer finder sted her i sjette bind af Jussi Adler-Olsens krimiserie om Afdeling Q. Anmelderens eneste anke er, at ’en del baggrundsviden om personerne forudsættes bekendt.’ Hvorfor radbrækker Assad almindelige danske vendinger på en ’folkeskolemorsom og lavkomisk’ måde? Og hvorfor taler en anden kollega som ’en karakter i The Julekalender, hver gang han åbner munden?’ Svarene kendes sikker af de mange 100.000’er, der har læst de foregående fem bind. [Kort referat]
Jalousi på solskinsøen
’Der er ikke meget nyt under solen i denne Jussi-krimi – men alt er alligevel som det skal være: Underholdende, godt og hyggeligt.’ Persongalleriet er kulørt, scenen – Bornholm - er nogenlunde så eksotisk, som den bliver i Danmark, og ping pong-dialogerne mellem knudemanden Carl Mørck og hans tre detektiv-kumpaner er dynamiske og humoristiske. Opklaringsarbejdet går en anelse langsomt og indeholder lidt for mange unødvendige detaljer, men man er i ’gedigent selskab’ mens det står på. [Kort referat]
Tættere på Carl Mørck
’Den Grænseløse' er ikke er helt så skrap som forgængerne, ’tempoet er trægere og ikke mindst talesproget uden helt den samme forførende naturlighed.’ Men plot og persongalleri er der ikke noget i vejen med, og ’når spændingskurven først begynder at stramme, holder den støt til sidste side.’ [Kort referat]
Jussi i storform
Jussi Adler-Olsen er tilbage med ’en fantastisk underholdende og originalt konstrueret krimi’, der ikke er lige så blodig som nogle af de forrige bøger i serien. Men det er kun klædeligt og giver ’mere plads til personlige finesser, kollegiale spil og præcis den stil og stemning, der skiller Carl Mørck & Co. ud fra alle de andre på markedet.’ [Kort referat]
Vild med Jussis Rosa
Et af trumfkortene i Jussi Adler-Olsens krimiserie er den barske Rose og hendes måde at tackle sine politi-kollegaer på. For denne anmelder er det ’en fornøjelse at møde en kvinde i litteraturen, som er både kompleks og målrettet.’ Derudover er romanen rasende uhyggelig og dermed noget af det bedste – eller værste – Jussi har skrevet, alt efter behag. [Kort referat]