bestialske drab og voldtægt, uden at udpensle det forfærdelige, men også uden at tie om noget. Den danske Inga Nalbandián, der blev armensk gift og efter sin mands død måtte flygte gennem et krigshærget Europa til Danmark, har i disse tre bøger, der er skrevet med stor litterær kunst, behersket og næsten roligt, men samtidig glødende af sorg og harme, aflagt et uafrysteligt vidnesbyrd om folkemordet i 1915. Hendes trilogi kom i adskillige oplag i Danmark i 1917-18 og vakte stor opsigt, og de udgives stadig i nye udgaver på engelsk, fransk og hollandsk og er også oversat til armensk, men i hendes fædreland har de i mange år ikke været til at opdrive. De fortjener nye læsere, for det, der skete i 1915, kan nu ses som en generalprøve på alle de følgene rædsler og folkemord helt frem til vor egen tid.