Som mindste betingelse for at Norden kan plottes ind i dette neolitiske agerbrugs sprogscenarie, må vi da anse det for givet, at det podende indoeuropæiske sprog har nået Jyllands rod uden tab eller omformninger i den fonologiske struktur. Hverken et usikkert sprogøre hos jægeren fra Ertebølle eller akkumulerede europæiske lydskred, inden det anatolske eller kaukasiske folkemål kom indenfor hans hørevidde, har påvirket den lydstruktur, som lydforskydningen skubbede til i begyndelsen af keltisk jernalder [TL 500 bc –]. 

Med andre ord, de tænkte neolitiske bønder uden nordisk pas må ved Ejderen have haft den rene vare med i kulturbagagen, skønt en vifte af folkegrupper gennem flere tusinde år [6000 – 4000 bc ?] må have været indblandet i traditionens vandring fra Anatolien eller de nordkaukasiske stepper til Jyllands rod. Derefter skulle fonologien have fundet den lige vej i den etniske sammenvoksning af den Nordiske jæger med den Anatolske bonde eller den Kaukasiske hyrde og videre fulgt de sydskandinaviske stammer gennem dyssetid, jættestuetid, enkeltgravstid, dolktid, ældre og yngre bronzealder frem til den gryende jernalder, hvor permutationen i det fonetiske system for første gang bliver mærkbar. Her taler vi om den Anatolske lydprofil, den lydprofil som den sammenlignende lingvistik forudsætter i den oprindelige hjemstavn, hvor den end var beliggende.   Denne skepticisme er hele bogens vinkel og mål.