Da 'Den indre linie i H.C. Andersens eventyr' udkom i 1962 vakte den stor furore i det litterære miljø. Bogen blev epokegørende, fordi den for første gang anskuede Andersens eventyr som andet og mere end litterære eventyr, nemlig som udtryk for dybere fællesmenneskelige psykiske kræfter og som udtryk for H.C. Andersens særegne kunstnerpsyke. Undertitlen er da også ?En psykologisk studie?. Eigil Nyborg forklarer H.C. Andersens verdensomspændende gennemslagskraft ? som det stort anlagte 200-år bekræfter ? ved netop dette fællesmenneskelige, som H.C. Andersen mere end nogen behandler i sine eventyr. Pointen ved Nyborgs dybdepsykologiske læsninger er, at denne behandling sker ubevidst for både forfatter og læser, men at eventyrene uden om bevidstheden tilfredsstiller et fælles psykisk eller metafysisk behov. Bogen indledes med en klar og koncentreret fremstilling af Jungs tanker og hans centrale begreber som "skyggen", "animus" og "anima". Herefter følger jungianske læsninger af eventyrerne: Rejsekammeraten Den lille Havfrue De vilde Svaner Paradisets Have Snedronningen De røde Sko Dyngkongens Datter Bogen blev genudgivet i 1983, da den jungianske litteraturanalyse for længst var en accepteret teori på linje med andre teorier. Til denne udgave skrev Eigil Nyborg et efterskrift, hvor han gør rede for kritikken af bogen fra 1962 og svarer på den. H.C. Andersen-biografen Jens Andersen indsætter i sit efterskrift til denne tredje udgave bogen i det efterhånden store felt af H.C. Andersen-forskning.