At føle sig i pagt med naturen, at vide sig ét med Altet, det var gammelkeltisk livsfølelse. For den keltiske kristentro var mennesket inkorporeret i den helhed, som den gudskabte natur udgør. Naturen, landet, landskabet var helligt, gennemsyret som det alt sammen var af Skaberens ånd. At skade naturen var som følge heraf at udvise foragt for Skaberen.