Det enkelte menneske er her et tappert tandhjul i samfundsmaskineriet eller et lykkeligt molekyle i folkelegemet.

I anden halvdel af århundredet bliver dokumentarfilmen derimod stadig mere samfundskritisk og antiautoritær. I efterkrigstidens toneangivende dokumentarfilm føjer det enkelte menneske sig ikke længere efter helheden, men hævder sig i sin egen ret som forurettet samfundsborger.

Dokumentarfilmen kommer tæt på individet, og ofte i det øjeblik, hvor ofret bryder sammen i tårer, eller hvor overgriberen tages med bukserne nede.

Inden for rammerne af dét perspektiv koncentrerer bogen sig om genrens hovedværker fra 1930 til 1960, den klassiske dokumentarfilms periode. Gennem nærgående nylæsninger af berømte værker som Night Mail, Triumph des Willens og Nat og tåge og kulturhistoriske kontekstualiseringer af store navne som John Grierson, Humphrey Jennings, John Huston og Lindsay Anderson tilbyder bogen en international filmhistorie på dansk, der går både i dybden og bredden.

Som mentalitetshistorie er Den klassiske dokumentarfilm desuden en debatbog af vor tid, der i dokumentarfilmens skikkelse problematiserer vore almene forestillinger om det progressive.