tager afsæt i et stort - både sagligt og dramatisk - afsnit om Jægers turbulente livsskæbne.
Herunder afdækker den det vandmærke eller billedmønster, der på godt og ondt præger Jægers poesi: den magiske livskreds, forestillingen om en fascinerende centralpersonlighed, der tryllebinder sine omgivelser i utallige varianter. Først fremtræder den som problemløs, siden udsættes den for nedbrydning og forfald og forvandles til en veritabel heksekreds. Bogen fortæller tillige en ret upåagtet dannelseshistorie om udvikling fra troskyldige naturlyriske forudsætninger til mørke dæmoniske alliancer med Sophus Claussens poesi og - modstræbende men uomtvisteligt - påvirkning fra T.S. Eilliots sprængte modernistiske formverden.
Herunder forvandles den idylliske ungdomsdigtning. Et stærkt universelt forestillingsrum åbnes i digtsamlingen Tyren, et frugtbart møde med Shakespeare resulterer i en suite af blændende dramatiske monologer. Den sidste digtsamling Idylia - skrevet ti år før Jægers død - er et bevægende og kunstnerisk helstøbt udtryk for en verden, der bryder sammen og en skæbne, der går i spind. Her skriver Jæger i personlig krise men uden at ryste på hånden sine sidste stærke, selvransagende poesier, der balancerer på tavshedens rand.
Bogen giver en rehabilitering af Jægers alvorlige manddomspoesi, der uberettiget kom til at stå i skygge af både af hans egen muntre ungdomsdigte og af den fremstormende generation af nye poeter fra 1960'erne.
