Under huden. Under musklerne. Under…
Nå, for søren, så er der jo ikke mere.
Jeg er kommet igennem kroppen og ud på den anden side, og intet har standset mig.
Og hvad var der så, mine damer og herrer?
Hvad var der?
Ingenting. Vel?
Overhovedet ingenting.
Maia er så nøgen, som man kan blive.
Maia er luft.

Kære Anne Sofie

Jeg har pludselig fået tid til at tænke over tingene. Over den grænse, vi altid har så travlt med at trække mellem det håndgribelige og det fantastiske. Over far, Dolly, chefredaktør Ivarsen, ungdomskonsulenten, Fjolle og dig og alt det, vi kalder virkeligheden.
Og så farfar selvfølgelig.
Hans farver og streger sagde mig noget. Noget, der prikkede lidt inden i mig.
Og hvad var mit ærinde i København, i Diskontokassen, i Amtsavisen og i jeres selskab? Var det sorte stykke stof på hotel Metropole forhekset? Var det derfor?
Eller fuglen med den brudte vinge?
For hvad skulle jeg egentlig med Ingo, Jan Ole og dig? Dele jeres skyld og betale sammen med jer?
Nu venter jeg på verden.
Eller er den måske også en lille smule ligeglad. Med mig.

Kærlig hilsen
Maia