udvikling i organisationer, er magtperspektiver næsten helt fraværende. Det er denne bog med til at rette op på. De tætte forbindelser mellem magt og organisatorisk læring består i, at magt basalt set er menneskelig formåen, og at organisa­torisk læring primært handler om deltagererfaret (re)organisering. Læring, magt og organisering er universelle fænomener, som formgives af historiske og kultu­relle omstændigheder. De interessante organisatoriske spørgsmål drejer sig om den etablerede formåen og det læringspotentiale, hvormed man møder kontekstbestemte udfordringer og muligheder. Perspektiver, begreber og teorier om magt bidrager til mere indgående forståelse af, hvordan organisatorisk formåen hænger sammen med det fælles sociokulturelle og psykosociale liv. Bogen indledes i et overblik over feltet ’organisatorisk læring og magt’ ud fra en fænomeno­logisk anskuelse. I en første sektion om magtbegreber følger to kompri­merede og ikke tidligere oversatte tekster om gængse forståelser af magt (Lukes og Bourdieu). Dernæst præsenterer Rainer Forst sin diskursive magtteori, der med dybe rødder i Habermas’ kommunikationsteori nærmer sig Foucault. Endvidere genoptages det indflydelsesrige aristoteliske begreb om magt som kultur- og samfundsudvikling. I næste sektion diskuteres teori om organiseret magt og læring, først med tematisering af Odo Marquards ’kompensationsfilosofi’, der kredser om det moderne menneskes afmægtighed i forhold til sine udfordringer. Derpå drøftes magtopfattelser i organi­sations­teori og hos Løgstrup samt praksisteoretisk anskuelse af magt og organi­sering. I den sidste, mere empiriske sektion diskuteres et aktionsforskningsforløb ud fra teori om organisations­kultur og organisatorisk magt. Dernæst indgår to kapitler om magt­forhold i universitetssektoren samt læringsperspektiver forankret i henholdsvis med­bestemmende kommunikativ magt og strategisk ledelse. Det afsluttende kapitel gør rede for teori og praksis i en ny organisatorisk strømning: afhierarkisering.