på den måde at fremvise og bevise det pædagogiske indhold og den pædagogiske faglighed. Denne bog fokuserer ikke på, hvorledes man som pædagog bør dokumentere, sætte mål og evaluere, men på hvad der faktisk sker, når pædagoger gør disse ting. Det er en grundpointe i bogen, at nye styringsmodeller ikke alene kan forstås som politiske og forvaltningsmæssige rammer og betingelser for det pædagogiske arbejde, men at nye måder at styre daginstitutionsområdet også har betydning helt ind i den måde, hvorpå den pædagogiske hverdag organiseres og forstås. Bogen er udtryk for pædagogisk teori – ikke for praksis, men om praksis. Ud fra kvalitative studier siger Maja Plum noget om, hvordan man kan forstå nye styringsmodellers indtog på daginstitutionsområdet og deres betydning for den pædagogiske hverdag og det, der opleves som ‘fagligt pædagogisk arbejde’. Bogen undersøger barnet som et relationelt fænomen, som får sin fremtræden gennem forskellige måder at være forbundet med andre børn, pædagoger, puslespil, plastikkopper, bleer, madvogne etc. Pædagogen er ligeledes omfattet af denne relationelle kontekst. De relationelle måder at træde i karakter som pædagog, hvor pædagogen giver og gives retning, betragtes ud fra et styringsperspektiv. Kapitlerne er bygget op om: •De forskellige måder hvorved børn gives retning: dirigerende, inviterende, ekspliciterende og forløsende styringsteknikker. •Protokolliske, funktionelle og dokumentaristiske måder at ordne i den pædagogiske pærevælling. •Det der regnes som fagligt ud fra læreplanstiltagets krav om dokumentation: ‘den faglige pædagog’ samt tre måder at indentificere det der udgrænses fra faglighed: ‘pædagogen af hjertet’, ‘den praktiske pædagog’ og ‘politibetjenten’.