Den politiske Kandstøber blev Holbergs scenedebut. Om det også er den først skrevne komedie, ved vi ikke. Måske valgte Grønnegadescenen for at tækkes kongehuset at lægge ud med dette stykke politisk teater, der demonstrerer det oplyste enevoldsstyres rationelle overlegenhed. Holberg nævner dog, at nogle misforstod tendensen og mente, at komedien var vendt mod øvrigheden, hvad der bekræfter, at der var brug for Paullis belæring, „at de feyl, som i en Comoedie belees, ikke altid imodsigis“. Selv om Holberg mente, at komedier skulle udspille sig i en hjemlig lokalitet, er handlingen her henlagt til Hamburg, hvor en labil politisk situation gjorde den realistisk. Her møder publikum kandestøberen Herman von Bremen, en uvidende og brovtende kværulant, som på værtshuset gør sig klog på politik og kritiserer byens råd. Komediens mission er at sætte denne potentielle oprører på sin rette plads, dvs. sende ham fra det offentlige rum tilbage til privatsfæren. To rådsherrer diskuterer i komedien, hvad man skal stille op med ham. Den ene vil have ham straffet, men den anden har en mere subtil idé: „thi at straffe eller arrestere saadan Mand, opvækker kun Oprør iblant Almuen, og giør saadan Giæk meer anseelig. Min Meening var derfor at spille heller en Comoedie med ham, som skulde have bedre Virkning.“ Her formuleres genrens pædagogik. At spille en komedie vil sige at spinde en intrige, en komedie i komedien, hvori hovedpersonen bindes en historie på ærmet, der lokker ham til at udleve sin drøm. Herved vil den blive konfronteret med virkeligheden og afsløre sig som en illusion. Illusionens udfoldelse og sammenbrud er knudepunkterne i komediens bevidstgørelsesproces. I Den politiske Kandstøber udnævner rådsherrerne på skrømt Herman til borgmester for derefter at overdænge ham med en sådans administative byrder, så han til sidst segner under dem og i de afsluttende moralevers erkender sin mangel på kompetence: „Et er et Søe-Kort at forstaae,/ Et andet, Skib at føre“. (Dansk Litteraturs Historie)