store amerikanske pensionsfonde havde indtil finanskrisen i 2008 som en del af deres strategi, at de skulle investere 1.5-2% af deres portfolio i de såkaldte ‘red heerings’, -‘røde sild’-, selskaber der kunne lykkes stort eller gå ned med et brag. I ganske mange år tjente selskaberne stort på disse investeringer, fordi der hele tiden dukkede nye rigtig gode virksomheder frem fra intet, men der var selvfølgelig også ‘missere’. Pensionsfondene tog disse tab med et træk på skulderen, og da advokatomkostningerne i USA er skyhøje, og disse tab for store firmaer var ubetydelige, undersøgte selskaberne ikke omstændighederne ved de krak, der var en realitet for flere dansk inspirede børsnoteringer. Der var heller ikke personsammenfald, så intet blev politianmeldt. En sådan situatution er et oplagt emne for bevidst svindel, nemlig at introducere selskaber, ejerne på forhånd ved