Har han det godt?" "Jeps." Der var en pause. Jeg kunne høre ham ånde ind og ud. "Kan jeg komme hen til dig og se, om det er ham?" spurgte jeg. "Jeg kan møde dig på boldbanen i nærheden af, hvor du havde sat plakaten op." "I orden. Vi ses," sagde jeg og lagde røret på. Jeg kastede et blik i spejlet for at se, hvordan jeg så ud. Mit ansigt kiggede tilbage på mig. Ikke rigtigt berømt eller superklogt, bare et forventningsfuldt grin og en masse rødt, krøllet hår. Jeg prøvede at anlægge en intelligent mine, men det gik ikke. Jeg spilede næseborene op for at få mere facon på næsen, og så stak jeg lillefingrene op i dem og knurrede. Pludselig følte jeg mig ikke længere så nedtrykt. Snarere skør. Huset var fuldt af lys. Jeg tog en banan og gik ud for at hente Stinky.