mor Raffeberg og deres søn Raff. Der findes også andre væsner på planeten. For eksempel surmuler, søædere,sortørede skovgnaller; og de er ikke lige rare allesammen. Bogen indeholder farvelagte tegninger. Du kan læse flere historier fra Smørhullet i "Vintervæsner". Uddrag: 3. Midnatsbær Det er sent, og Raff skal i seng. Han har allerede fået pyjamasen på, og han har også fået børstet tænder. Det eneste, der mangler, er en godnathistorie. Raff kravler op i sin seng, og far Raffeberg sidder på en stol ved siden af sengen. “Hvilken historie vil du høre?” brummer far Raffeberg. “En af dem, du selv finder på. En, der er uhyggelig.” “Er du sikker på det?” “Helt sikker,” nikker Raff. “Godt. Sig tre ord. Så skal jeg lave en historie med dem.” “Øh … mørke, monster og … øh … tænder.” “Det er i orden,” siger far Raffeberg, “men så håber jeg ikke, du får mareridt.” “Det gør jeg ikke. Kom nu! Fortæl!” Far Raffeberg hoster en enkelt gang. Så begynder han: “Monster … tænder … monster.” “Uhh. Uhyggelig start,” hvisker Raff. Historien fortsætter: “Mørke, tænder, mørke, monster. Tænder, mørke? MONSTER! Monster, tænder, mørke, tænder, monster, monster, mørke, monster. Tænder-monster-mørke, tænder! Mørke, mørke, mon…” “Nej, stop,” råber Raff. “Nu … nu bliver det alligevel alt for uhyggeligt.” “Det tænkte jeg nok,” ler far Raffeberg. “Så giv mig tre nye ord.” Raff kigger rundt i værelset. Lige pludselig er det, som om alt er uhyggeligt. Efter et stykke tid finder han dog tre ord, som han nok mener, han kan tåle at høre en historie om. “Loft, spejl, dør,” siger han. “Det er nogle gode ord, er det ikke far?” “Jo,” nikker far Raffeberg og begynder på en ny historie: “Loft! Spejl, dør, spejl, spejl, dør. Loft, spejl, dør, spejl, loft, loft, loft. Dør-spejl? Loooft! Loft dør, spejl, loft, spejl, spejl, loft.” Og sådan fortsætter historien, i lang tid indtil Raff sover. Men den uhyggelige historie kravler rundt inde i Raffs hoved og giver ham mareridt. Midt om natten vågner han pludselig med et spjæt og sætter sig op i sengen. Han lytter til nattens lyde og forestiller sig, at det er Mallebuh, der laver dem. Mallebuh er et stort farligt væsen, der lever dybt inde i Mørkeskoven; og alle små børn har hørt om det. De får nemlig at vide, at hvis de er frække, så kommer Mallebuh og tager dem. Og Mallebuh er frygtelig. Stor som et bjerg, hundrede gange stærkere end Bomme og farligere end de farligste vilde dyr. Pludselig er Raff sikker på, at Mallebuh ligger under sengen, og han sætter i et højt vræl, der straks får mor Raffeberg til at komme løbende. “Jamen, lille Raffebasse, dog. Hvad sker der?” “Mallebuh ligger under min seng,” græder Raff. “Visse-vasse, vel gør han ej. Du har bare haft mareridt.” Hun klapper Raff på stjernen og putter dynen ned omkring ham. “Jeg tror altså ikke, jeg kan falde i søvn igen,” siger Raff med en lille tynd stemme. “Hmmm … så kom med mig ned i køkkenet,” siger mor Raffeberg. “Så kan du få et stykke tærte med midnatsbær. De jager alle onde drømme væk.” “Gør de?” “Ja. Og nu er du blevet gammel nok til at smage dem.” “Hurra!” jubler Raff og springer ud af sengen. Og ganske rigtigt. Efter at have spist et stort, dejligt stykke midnatsbærtærte og drukket et glas mælk til, falder Raff straks i søvn hen over køkkenbordet. Mor Raffeberg må bære ham op i seng, og næste dag, mens de får morgenmad, fortæller hun om midnatsbærrene. “De vokser inde i skoven på nogle specielle buske, som krøller sig helt sammen og forsvinder ned i jorden om dagen. Men om natten, og kun i en time omkring midnat, folder buskene sig ud, så man kan plukke de prægtige bær.” Den historie fortæller Raff videre til Nøffe, da de møder hinanden nede ved åen. “Og ved du hvad,” siger han, mens et smil breder sig i hans ansigt. “Bærrene smager som en drøm. En rigtig dejlig sommerdrøm, hvor man kan høre englene synge, og man selv får vinger og flyver højt op mod månerne i den lune sommernat. Sådan smager de. Det er rigtigt!” Nøffe slikker sig om munden. Han har kun smagt midnatsbær én gang, og det er mange – alt for mange – år siden. “Jeg vil gøre alt, for at få fat i … øhm … få fat i sådan nogle bær.” “Det vil jeg også,” nikker Raff. “Simpelthen alt!” “Skal vi ikke … øhm … skal vi ikke tage ud og plukke nogen? Nu i nat?” “Den er jeg med på,” råber Raff. “Og ved du hvad? Jeg tager min fars mareridtslygte med, bare for en sikkerheds skyld. Hvis vi nu skulle møde noget uhyggeligt ude i skoven.” “God ide; og jeg har vist en … øhm … en gammel bøhmandsskralde liggende.” “Perfekt,” jubler Raff. “Så gør vi det!” Som sagt så gjort. Da det er blevet nat, mødes de ved klokketårnet med alt deres udstyr. Ud over lygten har Raff også taget et langt tov med, hvis de nu skulle få brug for at binde nogen. Nøffe har husket skralden og har desuden taget et sort natslips på i stedet for det røde med hvide prikker, som nattens væsner alt for nemt vil kunne få øje på. De går hen over bakkerne og lige ind i den mørke Mørkeskov. Vinden suser i træerne, men det lyder ikke helt, som det plejer. Det lyder nærmere som et stort væsen, der trækker vejret. Ud og ind. Ud og ind. Kan det være Mallebuh? “Hø… hørte du det?” hvisker Nøffe pludselig. “Hvad?” siger Raff. “D… den uhygge… øhm … uhyggelige lyd derovre.” Nøffe peger på nogle buske. Det ligner midnatsbærbuske, men han kan også se nogle små gule øjne, der lyser i mørket. Kan det være nogle af de onde skovgnaller, der ligger på lur? Raff lyser derover med sin mareridtslygte, der er lavet sådan, at alt, hvad den lyser på, bliver sødt og hyggeligt. Og minsandten om ikke busken er fuld af store og små sortørede skovgnaller. De vinker og smiler og misser mod det skarpe lys. “Gisp,” gisper Nøffe. “De er af … øhm … den sortørede slags.” “De allerværste,” hvisker Raff og holder lygten frem foran sig i strakt arm. Nøffe er også klar med bøhmandsskralden. “Og hvad laver sådan et par små fyre som jer så her ude i skoven, midt om natten?” siger den største af skovgnallerne. “Ik’ no’ed,” siger Raff. “Nej, slet ingenting,” siger Nøffe og ryster på hovedet. “Vi … øhm … vi leder skam ikke efter noget som helst.” “Nåårh. Og hvad er det så, I ikke leder efter?” Skovgnallerne kommer langsomt nærmere og nærmere, men så længe lygten lyser, er de ikke farlige. “Midnatsbær,” siger Nøffe hurtigt. “Vi … øhm … vi leder i hvert fald ikke efter midnatsbær.” “Det var godt,” siger skovgnallen, “for det er nemlig vores.” I det samme begynder lyset i mareridtslygten at blinke. “Åh, nej,” hvisker Raff. “Batterierne er ved at være brugt.” I det samme går lyset helt ud, og skovgnallerne bliver til onde, savlende, knurrende monstre, der gør sig klar til at kaste sig over de to. Men så svinger Nøffe bøhmandsskralden. Man kan ikke høre en bøhmandsskralde. Den siger ikke en lyd. Altså medmindre man er en bøhmand eller en skovgnalle eller en anden slags natvæsen; for så skærer skraldelyden, så det føles, som om man får trukket pigtråd gennem øregangene. Og nu skynder alle skovgnallerne sig væk, mens de hyler og holder sig for ørerne. Så går Raff og Nøffe i gang med at plukke. Men de når ikke engang et få plukket fem bær hver, før en stor, mørk skygge falder hen over dem. Det er, som om et bjerg er skudt op af jorden lige ved siden af dem. Så ser de, at det er … “Ma… Ma… Mallebu… bu… buuuh,” stammer Nøffe og taber bøhmandsskralden af bare skræk. “Spæn!” råber Raff, og så løber de. Alt hvad de kan. Ud af skoven, hen over bakkerne, hjem til Raffs hus, op i hans værelse og ind under sengen, hvor de ligger og ryster af skræk. “Hør, hvad er det for en larm her midt om natten?” siger mor Raffeberg. Hun kommer ind i værelset og tænder lyset. Så bukker hun sig ned og kigger ind under sengen. “Åh, hej med dig, Nøffe. Sover du hos Raff i nat?” “N… nej,” hvisker Nøffe. “For vi kan nemlig ikke sove,” siger Raff. “Vi er … øhm … alt for bange til at kunne sove.” “Vent lidt. Så kommer jeg tilbage,” siger mor Raffeberg og forsvinder. Lidt efter kommer hun tilbage med en bakke. På bakken er der to glas mælk og to tallerkener med et stykke midnatsbærtærte på hver. “Kom nu frem,” ler hun, “og spis det sidste af vores tærte. Så kan I sikkert sove bagefter.” De kravler ud, lægger sig op i sengen og begynder at spise. “Uhm … det … øhm … smager godt,” mumler Nøffe, med munden fuld af tærte. “Men ikke så godt, som jeg troede, det ville gøre.” “Nej,” nikker Raff. “Det kunne faktisk smage bedre.” “Jeg kan ikke forstå, at … øhm … at der er nogen, der vil gøre alt – simpelthen alt – for at få fat i … øhm … midnatsbær.” “Det kan jeg heller ikke,” siger Raff og slikker krummerne af sin tallerken. Så tager mor Raffeberg de tomme tallerkener og glas og siger godnat. De to i sengen svarer ikke. De sover allerede.