Romanen følger en gruppe børn som er indlagt til observation på en børnepsykiatrisk afdeling. Hospitalet er et spændende, men også skræmmende sted. Vores hovedperson er en fortæller med en udviklingsforstyrrelse og en løbsk fantasi. Og meget hurtigt står det klart, at det ikke kun er lægerne, der har lagt planer for børnenes fremtid.

Hospitalet havde også deres egen nonneskole. Og det var bestemt en streng skole med mange regler og hvor små englepiger i hvide dragter trænede i at blive som nonner og gik i snorlige rækker efter de rigtige nonner i deres sorte bibeldragter og med tændte stearinlys og blomsterkranse på hovederne, imens de modigt kastede rosenblade på hospitalsgangene og sang for de døende gamle, der boede i en særlig bygning tæt på kapellet. Og som hver gang blev mægtig glade for overhovedet at se dem.