gå faderen til hånde. Intrige og enkelte replikskifter har Holberg direkte hentet hos Molière. Helt original er imidlertid Holbergs brug af figuren Pernille, ikke kun som slagfærdig medspiller, men som reflekterende meta-figur, der som komediens skabende centrum indvier publikum i en intriges anatomi. Metoden forklares og udfoldes programmatisk i fire punkter: 1. I komediens første scene præsenterer Pernille komediens hovedkarakter for publikum: „Der skrives nu saa mange Comoedier i Verden, og ingen skriver om en Stundesløs. Dersom nogen vilde tage sig saadan en for, kunde jeg give skiønne Materialier dertil af min Herre.“ 2. I anden scene diagnosticeres karakterens psyke: „Jeg har merket tit, at Herren har været gandske roelig, men saa snart han har hørt tale om Breve og Forretninger, er han bleven ligesom Don Qvichot, naar man taler om vandrende Riddere.“ 3. Derefter forklares et bedrageris anatomi og metode: „Den, som vil spille noget Puds, maa først søge at komme i dens Credit, som han vil optrække. (…) En Habil Tiener, der vil giøre et Skielmstykke, maa først udstudere sit Herskabs Naturel og iføre sig det samme (…) naar han for sine Forretningers Skyld finder det raadeligt at give sin Datter bort til en Bogholder, roser jeg saadant Partie, skiøndt jeg i mit hierte er saa lidt derfor.“ 4. Efter denne karakteranalyse følger den konkrete strategi. Metoden går ud på at „bringe Herren udi Forretninger og Urolighed“, og til det formål instruerer hun de øvrige sammensvorne i de roller, de skal agere. (Dansk Litteraturs Historie)