voldtaget, lader kvinden dem forstå, at hun lever af at sælge sin krop. Historien får soldaterne til at forlade hende med afsky. De skal ikke nyde noget.

Men dagen efter vender den ene af dem tilbage for at købe hendes seksuelle ydelser. Modstræbende opfylder hun hans ønsker. Deres forhold udvikler sig. Sammen med den unge mand lærer kvinden at acceptere sin egen krop og finder sit eget begær. Og dag efter dag fortæller hun sin paralyserede og hjerneskadede mand om, hvad hun oplever.

Hendes betroelser eskalerer; hun finder smertens og vredens sprog, men også frihedens og begærets. Og uden at vide, om hendes mand hører og forstår denne strøm af bekendelser, som hverken hun eller han kan standse.

Den tålmodige sten. Titlen på denne formidable afghanske roman stammer fra farsi, hvor Syngué Sabour direkte oversat betyder "Tålmodighedens sten". Efter sigende er det navnet på en magisk sort sten i den persiske mytologi, som man betror alt det, man ikke tør – eller ikke ønsker – at fortælle til andre. Stenen suger så hemmelighederne og betroelserne til sig, indtil den en dag eksploderer på grund af alle de forhåbninger og al den fortvivlelse, den er blevet fyldt med. Den dag er man forløst. Nogle mener, at stenen befinder sig i Mekka og er akkurat den sten, som millioner af pilgrimme i procession går rundt om.

Hos Atiq Rahimi er tålmodighedens sten en mand – en afghansk mand. Men romanens hovedperson er en kvinde. En kvinde i et hus i en by i det krigshærgede Afghanistan. Hun våger over sin mand, som ligger i koma. Han bliver hendes tålmodighedssten.

For Den tålmodige sten modtog Atiq Rahimi i 2008 årets Goncourt-pris – Frankrigs største og mest prestigefyldte litteraturpris.