Lea havde trods årene lignet sig selv, de samme nysgerrige brune øjne og de samme hurtige og levende bevægelser. Men der var en del gråt i håret og et fint net af rynker omkring øjnene, og selvfølgelig var skikkelsen ikke en femogtyveårigs. Årene var gået og havde sat deres spor. Når Dina en gang imellem havde tænkt på, hvor Lea kunne være i dag, havde hun svært ved at forestille sig det, og hun var også lidt bange for, hvad hun ville møde, hvis de skulle ses. Den næste tanke var så, hvordan Lea havde set hende, for hun var jo også en anden end dengang, både udadtil og ikke mindre indadtil, selvom hun ikke helt havde styr på, hvordan årene havde ramt hende.