måske tror.

David Wallace-Wells bog ‘Den ubeboelige klode’ er blevet et fænomen. I en på én gang ængstelig og dybt indigneret (næsten rasende) bevægelse, vælger han at se klimaforandringerne og konsekvenserne i øjnene. Baseret på massiv research af de data, vi har, og interview med de forskere, der ved mest, tegner Wallace-Wells et billede af, hvad det faktisk betyder for vores klode, civilisation og fremtid, hvis temperaturerne stiger de 4 grader på 100 år, FN siger kommer – eller de 5, 6 eller måske 8 grader, forskerne frygter.

Det første, vi må indse, er, at langsomheden i klimaforandringerne er en myte. De forandringer, vi kommer til at se, inden vi har betalt huslånet færdig og vores børn har fået studenterhue på, vil være enorme og ødelæggende – selv ud fra konservative forudsigelser. Når vi bliver gamle, vil vores verden og samfund være gennemgribende forandret, og vi vil kunne se malariamyg flyve i Københavns gader (hvis byen stadig er oven vande), mens massive strømme af mennesker er på flugt, fordi store dele af vores planet ikke længere kan være hjem for nogen. Millionbyer og handelscentre vil synke under vand. Skovbrande æde sig igennem verdens lunger. Infrastruktur som el og rindende vand være en luksus. Verden vil mangle mad.
Spørgsmålet er, om vi når at gøre bare lidt, noget, eller ingenting? Ansvaret hviler hos én generation.

Vi har kendt til klimaforandringerne i over 30 år. I den tid har verden udledt halvdelen af al CO2 udledt i verdenshistorien. Du og jeg er gået ind i vor tids største krise med lukkede øjne. Det er tid at åbne dem.