Det var 1. september 1939, da alting ændrede sig. Jeg hakkede grøntsager og forberedte aftensmaden i køkkenet, og Lena legede med gryder lige ved siden af mig. Zofia og hendes mor drak te i stuen, og Antoni legede i nærheden af dem. Han vidste sikkert, at jeg ikke havde været i skole i tre år. Det var nemmere for ham at blive væk fra os og lade, som om vi havde det fint. Der kom en tredje eksplosion og mange flere efter den. Jeg var så bange.  

”Hvad var det? Hvad sker der?” tænkte jeg for mig selv.    

Zofia skreg og gik i panik. Hun åbnede fordøren og løb ud på gaden med Antoni i armene, og hendes mor fulgte efter hende. Det var den sidste gang, jeg så dem i mit liv