eller mindesmærker fra den forhistoriske tid. Det der er værd at se på er også symboler på de store, samfundsbærende institutioner som stat og kirke. Derfor betragter man for eksempel slotte, klostre og kirker som værd at se.

Endvidere er det seværdige lig med ting der indgår i den nationale erindring, og endelig har det at gøre med den finere kultur. Derfor er Dybbøl Mølle, der får os til at tænke på et afgørende øjeblik i nationens historie, værd at se. Og det samme er Det Kongelige Teater og Operaen. Det der ikke er værd at se på er alt det modsatte: Nyt i stedet for gammelt. Uden symbol- og erindringsværdi, og dermed rent praktisk. Endelig er det ikke-seværdige lig med det der er uden finkulturel værdi. Det vil sige at det er lavkulturelt eller populærkulturelt.

Det paradoksale er at der i det tyvende århundrede skete to ting samtidig. På den ene side lærte generation efter generation sangskatten og den nationale litteratur at kende i skolen. På den måde lærte vi at agte det danske landskab og de steder der var gamle, symbolske og kulturelle. På den anden side byggede generation efter generation i samme periode en helt ny verden, der var spritny, aldeles praktisk og aldeles uden finkulturelle ambitioner. Den nye verden var kort og godt den diametrale modsætning til alt det man lærte at agte i skolen. Eller med andre ord: en verden skabt til foragt.

Hvordan blev den verden som vores dannelsesinstitutioner lærte os at foragte egentlig skabt? Og ikke mindst: hvorfor? Hvilke konsekvenser har det for en befolkning at den bygger og bebor en verden som den ifølge sine egne dannelsesinstitutioner bør foragte? Og er den paradoksale udvikling noget man kan gøre noget ved? Det er de spørgsmål Den usynlige verden stiller – og forsøger at besvare.

Den usynlige verden er en underholdende, tankevækkende og uhyre velskrevet bog, om nutidsdanskernes livsudfoldelse og geografiske selvopfattelse.