I Louise Harbos digte er det søvnløse forbundet med en samfundstilstand af konstant produktion, fremskridt og konkurrence: når følelseslivet melder sig, så få noget fra hånden og når tiden løber fra dig, sprint, observerer teksterne alt imens de spørger: hvad er det verden har så travlt med? Læseren kan forvente sproglige benspænd og puf i ryggen som har til formål at vække hende fra arbejdslivets automatiserede døs.